Om at være civil i en militær verden: At finde sin egen stil

Jeg synes, at mit tidligere indlæg om at være civil i en militær verden trænger til en opfølger, for det er gået op for mig, hvor meget jeg egentlig har lært, som jeg kan bruge i mit liv fremover. I mit tidligere indlæg skrev jeg om at omfavne sin uperfekthed, og dette indlæg er lidt i samme spor. Denne gang tager jeg udgangspunkt i nogle oplevelser, jeg havde i Norge.

Jeg står og græder salte tårer i et flot, snehvidt landskab. Mine langrendsski har jeg demonstrativt taget af, og inde under uniformen er mine balder helt blå. Ikke af kulde, men fordi jeg er faldet utallige gange. Jeg er sur, ked af det og skuffet over mig selv. Jeg føler mig til grin, uprofessionel og barnlig. I dag griner jeg af det og fortæller historien om min Norge-tur med et glimt i øjet. For set i bakspejlet er det sjovt, at jeg har stået der og tudet, fordi jeg ikke kunne stå på ski.

Jeg kan også godt se, at det lyder fuldstændig åndssvagt og ja, en smule uprofessionelt, at jeg har stået der og tudet. Men sandheden er, at det ikke var en unormal reaktion for mig på det tidspunkt, for jeg bliver frustreret, når jeg ikke kan ting til perfektion. I Norge skulle jeg følge en flok soldater rundt på nogle øvelser i en snedækket nationalpark. Derfor var det vigtigt, jeg kunne komme rundt, men jeg kunne ikke stå på langrendsski. Jeg prøvede og prøvede, men det lod sig ikke gøre. Desværre var det vitterligt den eneste transportform. Snescooter var forbudt (fordi det var en nationalpark), og snesko duede ikke til den meget dybe sne.

Heldigvis indeholder jeg en stor portion fandenivoldskhed: Jeg er meget stædig og accepterer sjældent, når der er noget, jeg ikke kan. Derfor fandt jeg min egen ski-stil. Jeg spændte pladerne fra helvede på støvlerne igen, tog stavene i mine hænder og rygsækken på ryggen. Så begav jeg mig ud og efter de andre. På min egen måde. Slæbte nærmest skiene frem med en stav solidt plantet i sneen hele tiden. Ja, det tog nok dobbelt så lang tid, som hvis jeg brugte den rette teknik, men jeg kom frem, og det var det vigtigste.

Jeg var pavestolt af mig selv i slutningen af ugen, for jeg var kommet i gennem. Jeg havde godt nok blå mærker på størrelse med Rusland rundt omkring, men jeg havde begivet mig rundt på ski, uden at kunne stå på dem, og jeg havde hanket op i mig selv, for nogle gange må man sgu ta’ tingene som en mand (og ikke en tudetøs).

Ugen i Norge har derfor givet mig et vigtigt redskab til fremtiden. Hvis jeg ikke kan finde ud af noget, skal jeg nok finde min egen måde at gøre det på (bare rolig, jeg kører bil efter reglerne). I bund og grund handler det om at se muligheder frem for begrænsninger og at turde skille sig ud og gøre tingene på en anden måde. Det har givet mig en ro, at jeg har givet slip på hende, der vil gøre alt perfekt og sagt “velkommen” til hende, der gør tingene på sin egen måde.