Om at synge (ret) dårligt

Det er fredag aften. Vild med Dans fylder min TV-skærm, og gode danske sange kommer ud af højtaleren (super godt musiktema, de havde i fredags). Jeg er den træls type, der synger med på alt, hvad jeg kan. Også selvom det lyder ganske forfærdeligt. Det er til stor morskab for især min søster, der ofte kigger op på mig med et blik, der viser, hun mener, jeg er skrupskør.

Nå, tilbage til min fredag aften. Jeg ser Vild med Dans og synger jævnligt en duet med The Antonelli Orchestra, mens min kæreste rydder op i køkkenet (jeps, her er arbejdsfordelingen på plads). Pludselig kommer han ud og udbryder “hold da op, hende i fjernsynet synger godt nok dårligt!”.

Jeg kigger lidt forvirret på ham og spørger forsigtigt “hvem?” og påpeger, det er en mand, der er sanger. Idet går der et lys op for ham, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så ham så flov. Mig? Jeg lå nærmest krampagtigt og grinede, for jeg er udmærket klar over, en god sangstemme er det sidste, jeg kan blære mig med, men det stopper mig ikke. Jeg elsker at synge med (lige nu er Rasmus Seebach med ‘Sig jeg skal’ et hit!!), og det giver mig sgu livsglæde. Det er bare synd, det nogle gange går ud over andre mennesker (men det må de leve med).

Det der med at synge dårligt ligger til familien. Vi er for eksempel holdt op med at synge fødselsdagssang, for der er ikke nogen grund til, vi synger mere end højst nødvendigt. Til jul føler vi os dog forpligtede til at slippe et par toner ud, men kønt er det ikke. Især fordi vi sjældent når mere end et par vers, før den yngre del af familien ikke kan holde masken længere og bryder ud i grin over overvægten af tonedøve. Den, der synger bedst i familien, er min lillesøster på 10 år. Så kan I nok godt regne ud, hvor dårlige vi andre er.

Jeg kan huske, jeg som meget lille holdt jul hos min farfar. Han havde luret, hvordan man undgår, at charmen ved julesange forsvinder: Han havde en jule-CD, hvor alle klassiske juletræssange var indspillet af et kor. Måske vi også skal have sådan en?