Om (ikke) at være med på beatet

Jeg snakkede i telefon med en kollega i dag. Vi skulle koordinere et interview, og pludselig sagde han: “kan du ikke bare tilføje mig på Bogen, det er meget nemmere”. Jeg blev helt stille, for min hjerne kørte på højtryk. “Bogen, bogen, bogen”. “Adressebogen på telefonen?”. “Adressebogen i Outlook?”. “Hvilken bog!?!?! Er det en app?”. Jeg ender med at svare: “Bogen?”. Han griner og siger “Facebook da!”. Og så står jeg der igen og føler mig åndssvag (for det er ikke første gang, jeg (åbenbart) ikke er med på beatet).

Jeg er kun 22 år, og det er netop derfor, det er pinligt, når jeg ikke kan de nyeste gloser. Da ordet ‘swag’ kom frem, var jeg også tabt bag en vogn i flere måneder. Min lillebror brugte det i flæng, men jeg forstod aldrig, hvad det betød. Det gør jeg heldigvis nu. Det er, når noget er sejt (ikke?). Jeg foretrækker bare at bevare de gode gamle gloser. Bevares, jeg bruger også slang, men if it ain’t broke, don’t fix it.

Desværre er det ikke kun med de nyeste ord, jeg er bagud. Det er også med musik, apps, ja stort set alt! Jeg føler mig som det eneste menneske, der ikke har Snapchat (helt ærligt tør jeg ikke efter det omtalte læk), og hver gang jeg ser min kærestes lillebror, har han noget nyt musik at præsentere. Musik jeg aldrig har hørt før, af kunstnere jeg aldrig har hørt om (Ukendt Kunstner, Kesi og Sivas. A hvad for noget?).

Men det er faktisk smart nok ikke at være med på beatet. På den måde kan alle andre forhåndsgodkende tingene. Der er ingen grund til at begynde at bruge et ord, hvis det alligevel er glemt om en måned. Jeg slipper for at installere apps, der viser sig ikke at være særligt sikre (igen, Snapchat), eller som ingen bruger en uge efter (det der Vine blev aldrig rigtig til noget i Danmark? Eller også er det gået forbi min næse), og jeg behøver ikke have lyttelapperne ude hele tiden for at finde det bedste af det nye musik. Det har jeg da folk til!

Så hurra for den gamle dame-mentalitet, der foretrækker de sikre valg.