Vegetarisk lyn-simremad med kikærter
Mission accomplished. Jeg har kreeret en kødfri ret, som Vinkongen kan lide! Når mørket trænger sig på, stiger min lyst til smagfulde, varme simreretter, men de kan hurtigt blive meget tunge, når der er kød i. Derfor faldt valget i stedet på kikærter, og det viste sig at være rigtig godt. Men nej, retten er ikke super fotogen!
Simremad med kikærter (til tre personer – eller to + en rest)
Ingredienser:
Olivenolie til stegning
To løg (i tern)
To fed hvidløg (finthakket)
En rød chili (finthakket)
En squash (i tern)
En aubergine (i tern)
To dåser hakkede tomater
To bouillonterninger
Fire laurbærblade
To dåser kikærter
Fremgangsmåde:
Svits de hakkede løg, hvidløg og chili i olivenolie i en gryde. Når løgene er blanke tilføjes squash og aubergine. Rør godt rundt og tilsæt de hakkede tomater, bouillonterningerne og laurbærbladene.
Skru ned til lige under middel varme og lad retten simre i omkring 25 minutter. Squashternene må gerne have lidt bid, men de skal ikke være alt for hårde.
Tilføj kikærterne, og lad retten simre i fem minutter mere, så kikærterne får lidt varme.
Husk at tage laurbærbladene op inden servering.
Jeg serverede retten med en klat creme fraiche på toppen, der var rørt med salt, peber og lidt tørret hvidløg.
Ser lækkert ud! Prøver ikke at spise kød for ofte, så er det godt med alternativer 🙂