Lidt om at lide af road rage

2015: Tid til at tænke sig om

 photo oekosupermarked_zps08bef41e.jpg
Billede er lånt herfra.

Det er ikke nogen hemmelighed, at tøjindustrien er forurenende og dermed meget belastende for miljøet. Alligevel forbruger vi for mange millioner om året. Dette indlæg skal ikke være en løftet pegefinger, og jeg skal ikke gøre mig klog på miljø og industri. Jeg ved bare, at 2015 bliver året, hvor jeg for alvor vil tænke mig mere om.

Jeg tænker mig i forvejen ret godt om, men når det kommer til tøj, glemmer jeg alt om bæredygtighed og miljø. Jeg er mere optaget af det lykkesus, der kommer, når jeg endelig får købt den top eller den jakke, jeg har kigget på længe. Men når jeg åbner mit klædeskab, er det faktisk mine loppefund, jeg er mest glad for.

Derfor vil jeg ikke købe “nyt” tøj i hele 2015 (og måske længere frem?). Jeg vil i stedet gå på jagt i Aarhus’ genbrugsbutikker, rode i tøjbunkerne på loppemarkederne og bruge timer på Trendsales og andre steder, hvor man kan købe brugt tøj. Det er et eksperiment, jeg glæder mig meget til, for jeg er sikker på, det sagtens kan lade sig gøre. Jeg har allerede hænderne over hovedet over de fejlkøb, jeg ved, jeg kommer til at undgå. Målet er også at finde symaskinen frem fra gemmerne og måske sy nogle af mine fund om.

Jeg glæder mig helt vildt til at dele mit nye projekt med jer her på bloggen. Intentionen er, at der skal komme tips til gode genbrugsbutikker, hvordan man ændrer genbrugstøj til det bedre, og hvor jeg ellers kommer til at gøre mine fund. One woman’s trash is another woman’s treasure.

Første skridt må være at fjerne mit ASOS-bogmærke i Safari. Ingen grund til unødige fristelser. Jeg ved godt, at mit lille projekt ikke redder hele verden, men mange bække små… Måske det kan inspirere nogle til at tænke mere over deres tøjforbrug. Jeg er i hvert fald klar, og 2015 kan bare komme an.

For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg køber træningstøj, undertøj og fodtøj fra helt nyt. Jeg vil ikke have noget, andre mennesker har haft så tæt på kroppen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt om at lide af road rage