Lidt om at købe tøj i Føtex

Aarhus-tip #5: Café Fika

 photo DSC00829-kopi_zpsd64028bd.jpg

Da jeg bor nær Jægergårdsgade, traver jeg ofte i gennem den enormt hyggelige gade! Hver gang jeg kommer forbi Café Fika, kaster jeg lange blikke efter deres indbydende mad og lækre sager. Det er nemlig ikke kun mad, man kan købe, men også små ting som skåle, kopper, lysestager og så videre.

Forleden dag besluttede jeg mig for, det var på tide at gå ind og tage lidt mad med hjem. Fika er primært take-away, men der er nogle få siddepladser. Menuen rummer mange lækre ting, så det var svært at vælge. Der var blandt andet sandwicher, majspandekager med forskelligt fyld og mange lækre salater. Dertil et stort udvalg af drikkevarer, herunder friskpresset juice. Udover at maden er sund og velsmagende, har Café Fika det økologiske spisemærke i guld, hvilket betyder, at 90-100 procent af maden er økologisk.

 photo DSC00828-kopi_zps78d88f63.jpg

Valget faldt denne gang på grøntsagsfrikadeller med salat til. Jeg måtte vælge fire salater, og det blev til en kikærtesalat, en med couscous, en med butterbeans og en med quinoa og sort grønkål. Det blev akkompagneret af en avocadocreme, og da jeg skulle have det med hjem, fik jeg hele herligheden hældt i en bionedbrydelig take-away-boks. Jeps, jeg er ovenud forelsket i det sted, så jeg kommer snart tilbage! Jeg er ikke en øko-freak, men det varmer alligevel mit hjerte at fylde kroppen med gode sager og passe på naturen. Jeg gav i alt 75 kroner, og det synes jeg er mere end rimeligt. Generelt er priserne rigtig fine derinde, når man tænker på, det er mad af god kvalitet.

Café Fika har åbent mandag-fredag fra 08.30-20.30 og lørdag-søndag fra 10.00-16.00 og ligger på Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C.

2

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt om at købe tøj i Føtex