DIY simple julestjerner
Først vil jeg lige undskylde for den meget uregelmæssige mængde af indlæg herinde, men jeg har fået den samme fjende som så mange andre: Tiden. Den er en bitch, fordi den aldrig er der.
I weekenden havde jeg inviteret min lillesøster på juleklip, og jeg havde blandt andet denne stjerne i tankerne, da jeg sendte invitationen afsted. Jeg er meget selektiv med julepynt. Det skal være flot, lyst og enkelt. Det vil sige, nisser ikke er velkomne i min casa. Bare rolig, jeg er ikke nissehader (ligesom ham præsten i Aftenshowet, kan I huske ham?), jeg vil bare ikke have dem i mit hjem, så længe jeg kan fravælge dem. De er altså ikke for kønne…
Inspirationen til stjernerne kommer fra et dameblad (jeg kan ikke huske hvilket). Jeg har brugt fire forskellige størrelser stjerner, og jeg lavede bare skabelonerne i Photoshop. Easy peasy. Brug det papir, du synes er flot. Mine forældre har et par tapetbøger, så jeg var hurtig til at tage dem med hjem – der er så mange flotte tapetprøver i, og jeg synes, de forskellige mønstre står fint til hinanden. Stjernerne limede jeg sammen med kontaktlim, og perlerne er sat på med kraftig snor. Jeg købte mit i Søstrene Grene, men silkesnor/andet kan også gøre det. Det er bare vigtigt, det ikke knækker let.
Det bedste er, det er julepynt, alle kan være med til at lave, for det er super simpelt, men alligevel fint!
I’m impssered you should think of something like that