Mine vægge skriger af glæde #2

 photo DSC00831kopi_zps2d4c5d7e.jpg

Vi har tilsyneladende en stor kærlighed til vores land og by herhjemme. Først købte vi en plakat fra Kortkartellet, så købte jeg fine sager fra Aamosen, og nu har vi købt denne flotte A3-illustration af det ganske danske land. Snart begynder vi sikkert at leve af frikadeller med sovs og kartofler.

Spøg til side. Forleden dag tog vi på julemarked i Ridehuset (det kan virkelig anbefales, jeg er der minimum én gang i december), hvor en ung kvinde solgte flotte illustrationer af alt fra dyr til byer. Hun tegner dem i hånden og scanner dem derefter ind på computeren, hvor hun tegner det sidste. Jeg kan godt lide, der er noget håndværk i det – så gør det ikke noget, at den sidste hånd bliver lagt med hjælp fra computeren.

Hendes brand hedder Periel, og hun sælger sine illustrationer på Periel.dk. Man kan også se mere af hendes arbejde på Periels Facebookside. Priserne er helt fair, og illustrationerne kan fåes i flere forskellige størrelser. Hvis man vil have noget helt unikt, kan hun også lokkes til at lave lidt om i illustrationerne eller skabe et helt nyt motiv. Julen er nær, så det er ikke en oplagt julegave, men jeg vil helt sikkert huske på Periel, næste gang jeg skal købe en indflyttergave/fødselsdagsgave/dåbsgave med videre.

Nu mangler jeg bare at købe et par rammer, så Danmark kan hænge ved siden af min Aarhus-pigen-illustration. Viva la Danimarca!

DIY simple julestjerner

 photo DSC00827-kopi_zps56840c61.jpg

Først vil jeg lige undskylde for den meget uregelmæssige mængde af indlæg herinde, men jeg har fået den samme fjende som så mange andre: Tiden. Den er en bitch, fordi den aldrig er der.

I weekenden havde jeg inviteret min lillesøster på juleklip, og jeg havde blandt andet denne stjerne i tankerne, da jeg sendte invitationen afsted. Jeg er meget selektiv med julepynt. Det skal være flot, lyst og enkelt. Det vil sige, nisser ikke er velkomne i min casa. Bare rolig, jeg er ikke nissehader (ligesom ham præsten i Aftenshowet, kan I huske ham?), jeg vil bare ikke have dem i mit hjem, så længe jeg kan fravælge dem. De er altså ikke for kønne…

Inspirationen til stjernerne kommer fra et dameblad (jeg kan ikke huske hvilket). Jeg har brugt fire forskellige størrelser stjerner, og jeg lavede bare skabelonerne i Photoshop. Easy peasy. Brug det papir, du synes er flot. Mine forældre har et par tapetbøger, så jeg var hurtig til at tage dem med hjem – der er så mange flotte tapetprøver i, og jeg synes, de forskellige mønstre står fint til hinanden. Stjernerne limede jeg sammen med kontaktlim, og perlerne er sat på med kraftig snor. Jeg købte mit i Søstrene Grene, men silkesnor/andet kan også gøre det. Det er bare vigtigt, det ikke knækker let.

Det bedste er, det er julepynt, alle kan være med til at lave, for det er super simpelt, men alligevel fint!

Simpel DIY adventskrans

 photo DSC00815-kopi_zps4483a5ee.jpg

Glædelig 1. søndag i advent!

I dagens anledning skal det selvfølgelig handle om den tilbagevendende adventskrans, om end det er lidt sent. Men til jer, hvis der er nogen, der er lidt bagud med juleriet, er dette perfekt.

Jeg er rimelig meget no-bullshit, når det kommer til indretning. Minimalistisk, ja tak! Det afspejler årets adventskrans vist også, men jeg synes faktisk, lysene er pynt nok i sig selv.

Jeg har købt fire almindelig bloklys i Fakta og en pakke dekorationsmotiver til lys hos Panduro Hobby. De koster 49 kroner og findes her (der findes flere forskellige slags). På med lysene på et fad og voilá – ét styks advents”krans”, der endda er SU-venlig. Man kan eventuelt peppe den op med lidt glimmer eller andet (det gør jeg nok næste år, hvor jeg forhåbentlig er i bedre tid).

 photo DSC00817-kopi_zpsa93874cd.jpg

Mine vægge skriger af glæde

 photo DSC00800-kopi_zpsc0946d0b.jpg

Herhjemme har vi glade vægge. Nuvel, de lægger ører og øjne til et par skænderier og kys engang i mellem, men jeg sørger for at dekorere dem pænt. Væggene altså.

Vinkongen har ferie, og den bruger han tilsyneladende fornuftigt, for han har endelig hængt vores opslagstavle op. Jeg jublede af glæde, da jeg så vidunderet på væggen og drønede straks ud for at købe pynt til det. Jeg har længe kigget på de forskellige illustrationer fra Aamosen (der både findes i A4 størrelse og postkort), og nu var tiden endelig inde til at købe nogle af hendes værker.

Postkortene passer perfekt til den lille opslagstavle, så jeg købte en række af dem (hun har fem styks for 50 kroner). Hun har så mange fine slags, at det var svært at vælge! Jeg er vild med de små, enkle statements og lækre illustrationer. Det helt unikke er, at A4-trykkene er håndtrykte, så der er ikke to, der er helt ens. I kan se de flotte sager og bestille på Aamosens Facebookside.

 photo DSC00797-kopi_zps9eb960fb.jpg

De andre kort og de store papirclips er fra Søstrene Grene.

Ny køkkengadget

 photo DSC00767kopi_zpsf7bc1930.jpg

Puha. Mandag. Så er det tilbage til den virkelig verden, men det gør ikke så meget, for jeg har haft en dejlig weekend!

Jeg brugte endnu en gang min søndag på loppemarked. Denne gang havde jeg selv en stand på Ingerslev Boulevard sammen med min mor, så jeg havde ikke meget tid til at kigge rundt – der skulle jo også tjenes lidt penge.

I et roligt øjeblik fik jeg alligevel tid til at kaste et blik på standen bag vores, og jeg skreg næsten af glæde, da jeg spottede, de havde en Nicer Dicer Plus. Den ultimative køkkengadget, jeg har ønsket mig i mange år. Hver gang de reklamerede for den på TV-shop, sad jeg med julelys i øjnene, men jeg var for nærig til at investere i den. Nu er den endelig min og endda til en god pris, for jeg fik selvfølgelig lidt “nabo-rabat”.

Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at teste den, men jeg er sikker på, det bliver som en leg at snitte og skære grøntsager og frugt fremover. Det bedste? Vidunderet kan komme i opvaskemaskinen! Win-win.

Hvad er jeres favorit køkkenredskab?