Billede er lånt herfra.

Det er ikke nogen hemmelighed, at tøjindustrien er forurenende og dermed meget belastende for miljøet. Alligevel forbruger vi for mange millioner om året. Dette indlæg skal ikke være en løftet pegefinger, og jeg skal ikke gøre mig klog på miljø og industri. Jeg ved bare, at 2015 bliver året, hvor jeg for alvor vil tænke mig mere om.

Jeg tænker mig i forvejen ret godt om, men når det kommer til tøj, glemmer jeg alt om bæredygtighed og miljø. Jeg er mere optaget af det lykkesus, der kommer, når jeg endelig får købt den top eller den jakke, jeg har kigget på længe. Men når jeg åbner mit klædeskab, er det faktisk mine loppefund, jeg er mest glad for.

Derfor vil jeg ikke købe “nyt” tøj i hele 2015 (og måske længere frem?). Jeg vil i stedet gå på jagt i Aarhus’ genbrugsbutikker, rode i tøjbunkerne på loppemarkederne og bruge timer på Trendsales og andre steder, hvor man kan købe brugt tøj. Det er et eksperiment, jeg glæder mig meget til, for jeg er sikker på, det sagtens kan lade sig gøre. Jeg har allerede hænderne over hovedet over de fejlkøb, jeg ved, jeg kommer til at undgå. Målet er også at finde symaskinen frem fra gemmerne og måske sy nogle af mine fund om.

Jeg glæder mig helt vildt til at dele mit nye projekt med jer her på bloggen. Intentionen er, at der skal komme tips til gode genbrugsbutikker, hvordan man ændrer genbrugstøj til det bedre, og hvor jeg ellers kommer til at gøre mine fund. One woman’s trash is another woman’s treasure.

Første skridt må være at fjerne mit ASOS-bogmærke i Safari. Ingen grund til unødige fristelser. Jeg ved godt, at mit lille projekt ikke redder hele verden, men mange bække små… Måske det kan inspirere nogle til at tænke mere over deres tøjforbrug. Jeg er i hvert fald klar, og 2015 kan bare komme an.

For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg køber træningstøj, undertøj og fodtøj fra helt nyt. Jeg vil ikke have noget, andre mennesker har haft så tæt på kroppen.

Vi bilister kender det alle sammen. De lange køer, langsomme bilister og værst af alt de bilister der ikke ser sig for. Det kribler i mine fingre for at røre hornet. Bare et lille tryk. Eller et lille blink til idioten foran.

Efter at have været bilejer i et år, er jeg blev ramt af en aggressiv form for road rage. Jeg ville faktisk gerne have vist, at man sammen med et kørekort får udleveret en risiko for at blive ramt af den sygdom. Forstå mig ret, jeg er ikke typen, der stiger ud af bilen for at lange bilisten foran en flad. Jeg dytter heller ikke ofte, og jeg giver ikke det lange lys uden en ordentlig grund. Men jeg har lyst til det! I stedet hidser jeg mig op inde i bilen. Bander og sværger som en havnearbejder og løfter måske hånden en gang i mellem for at signalere til vedkommende foran, at jeg ikke er tilfreds med situationen. Det er som om, jeg har et alter ego, der kommer frem, når jeg stiger ind i min bil.

Det er faktisk trættende at lide af road rage. Det sker ugentligt, men med de 150 kilometer, jeg kører om dagen, er der også risiko for at støde på mange åndssvage bilister. Jeg bruger ret meget energi på at bande og være sur, for jeg forstår ikke, hvor svært det kan være at køre 80 km/t på landevejen (og ikke under), lade være med at lave hasarderede overhalinger og slukke det lange lys, når der kommer en modkørende. Jeg forstår det vitterligt ikke! Gad vide, om man kan få noget mod road rage?

Jeg satser stærkt på, det går over, når jeg starter i skole igen snart, og dermed ikke kommer til at køre i bil hver dag. Indtil da vil jeg forsøge at styre mit temperament, håbe på der er nogle, der har det på samme måde som mig og undskylde på forhånd, hvis jeg en dag kommer til at dytte af dig.

Da jeg var 13, kunne jeg ikke drømme om at købe tøj i H&M. Det eneste rigtigt var D&G toppe og Killah bukser. Jeg blev ældre og accepterede med tiden H&M (thank God!!!)

For bare en uge siden kunne jeg ikke drømme om at købe tøj i et supermarked. Jeg havde ikke noget imod folk der gjorde, jeg syntes bare ikke, der var nogle fede varer. Heldigvis bliver jeg (næsten) hver dag klogere og mere åbensindet. Det opdagede jeg i sidste uge.

Jeg var i Føtex for at handle og spottede straks et skilt i tekstilafdelingen, hvor der stod ’40 %’ (det var jo ikke til at stå for). Jeg gik over og kiggede lidt rundt. Forventningerne var ikke store, for man kan da ikke få flot tøj i et supermarked?

Men der tog jeg fejl, dét tør jeg godt indrømme! Jeg opdagede på min færden, at der efterhånden findes rigtig meget fint tøj til billige penge, især et brand der hedder VRS Woman, laver mange lækre sager til gode (!) priser. Jeg kom hjem fra Føtex med to toppe, et par sko og et par vanter (i 30 procent uld) for omkring 250 kroner.

Mange tænker nok, om kvaliteten er ok. Til det kan jeg sige “ja!”. Den er ligeså god som H&M, og med de 40 procent er det endda billigere end H&M (ellers er det ved nogle varer samme pris). Så nu pakker jeg mine supermarkeds-fordomme væk og vil opfordre alle på min vej (altså, næsten) til at udvide deres shoppinghorisont. De vil takke deres pengepung! Og så er det lidt smart, man både kan handle OG shoppe på en gang.

“Jeg skal bare slappe af,” har jeg sagt mange gange, når jeg bliver spurgt om, hvad weekenden skal gå med, eller hvad planerne er efter fyraften. Men sandheden er, at det er en stor, fed løgn. For jeg har virkelig svært ved at slappe af.

Tankerne fiser rundt i mit hoved med 100 kilometer i timen, og det gør det svært at være i nuet. Og det er irriterende, for jeg vil gerne være en god kæreste, veninde, datter, søster og kollega. De høje forventninger til mig selv, gør mig stresset, og så får jeg slet ikke udrettet noget ordentligt. Det er en ond cirkel, en kringlet spiral, der er svær at bryde. Det er mit indtryk, at vi er mange unge kvinder, der har det sådan. Det er ingen nyhed, for det er blevet italesat i medierne mange gange før.

Men jeg har sat mig for at finde vejen ud af den onde cirkel, og det begynder allerede at lysne. Mine værktøjer er langt fra innovative, men de er effektive, for jeg er blevet bedre til at slappe af (det med de høje forventninger arbejdes der stadig på).

Jeg begyndt at notere alle mine aftaler i min kalender. Møder, træning, veninder. Alt. Det giver mig et bedre overblik, og jeg føler ikke længere, at der er noget, jeg har glemt, for jeg ved, at alt står i min kalender. På den måde kan jeg også have flere aftaler på én dag (det har tidligere været en udfordring, fordi det har været svært at overskue).

Jeg “pakker” mine tanker væk, hvis de ikke er relevante i den nærmeste fremtid. Jeg har ofte aftaler, både privat og på arbejdet, der ligger flere uger ude i fremtiden, og det kan være stressende at have dem i baghovedet hele tiden. Derfor øver jeg mig i at lægge dem i en kasse og putte dem på loftet (billedligt talt. Ellers ville jeg have et fyldt loft). Så behøver jeg kun tage stilling til det, der sker lige nu. Jeg kan tydeligt mærke en forskel, for jeg kan godt bekymre mig om ting, der sker om lang tid, og som jeg ikke kan gøre noget ved lige nu alligevel. Mit “pakke”system har derfor givet mig et nyt overskud og bedre fokus på nuværende opgaver.

Jeg går til yoga og pilates i mit lokale fitnesscenter. Her er der ingen koreografi, der skal huskes eller høj musik i ørerne (selvom det også kan være fedt). Modsat er det enkle øvelser og stille musik. Der er fokus på åndedræt og at få tømt hovedet helt for negative tanker. Timerne er mit frirum, for der er ingen forventninger til mig. Jeg skal bare nyde det. Efter sådan en time er jeg afslappet og fuldstændig i zen. Det er ligesom at få et boost på overskudskontoen, hvilket ofte er tiltrængt.

Hvad gør I for at få mere overskud i hverdagen?

Jeg snakkede i telefon med en kollega i dag. Vi skulle koordinere et interview, og pludselig sagde han: “kan du ikke bare tilføje mig på Bogen, det er meget nemmere”. Jeg blev helt stille, for min hjerne kørte på højtryk. “Bogen, bogen, bogen”. “Adressebogen på telefonen?”. “Adressebogen i Outlook?”. “Hvilken bog!?!?! Er det en app?”. Jeg ender med at svare: “Bogen?”. Han griner og siger “Facebook da!”. Og så står jeg der igen og føler mig åndssvag (for det er ikke første gang, jeg (åbenbart) ikke er med på beatet).

Jeg er kun 22 år, og det er netop derfor, det er pinligt, når jeg ikke kan de nyeste gloser. Da ordet ‘swag’ kom frem, var jeg også tabt bag en vogn i flere måneder. Min lillebror brugte det i flæng, men jeg forstod aldrig, hvad det betød. Det gør jeg heldigvis nu. Det er, når noget er sejt (ikke?). Jeg foretrækker bare at bevare de gode gamle gloser. Bevares, jeg bruger også slang, men if it ain’t broke, don’t fix it.

Desværre er det ikke kun med de nyeste ord, jeg er bagud. Det er også med musik, apps, ja stort set alt! Jeg føler mig som det eneste menneske, der ikke har Snapchat (helt ærligt tør jeg ikke efter det omtalte læk), og hver gang jeg ser min kærestes lillebror, har han noget nyt musik at præsentere. Musik jeg aldrig har hørt før, af kunstnere jeg aldrig har hørt om (Ukendt Kunstner, Kesi og Sivas. A hvad for noget?).

Men det er faktisk smart nok ikke at være med på beatet. På den måde kan alle andre forhåndsgodkende tingene. Der er ingen grund til at begynde at bruge et ord, hvis det alligevel er glemt om en måned. Jeg slipper for at installere apps, der viser sig ikke at være særligt sikre (igen, Snapchat), eller som ingen bruger en uge efter (det der Vine blev aldrig rigtig til noget i Danmark? Eller også er det gået forbi min næse), og jeg behøver ikke have lyttelapperne ude hele tiden for at finde det bedste af det nye musik. Det har jeg da folk til!

Så hurra for den gamle dame-mentalitet, der foretrækker de sikre valg.