Lidt om at sige skøre ting

“Nu ved jeg, hvad de hedder: Klunkerne,” siger jeg glad til min svigermor, der først kigger forfærdet på mig og derefter bryder ud i et grineflip. “Nåe nej, Flunkerne,” får jeg fremstammet, men det er jo for sent. Jeg har endnu engang sagt noget, der havde været bedre usagt. Nogle gange lyder tingene bare bedre i hovedet. Andre gange når ordene at ændre sig under rejsen fra min hjerne til min mund. Som flunker blev til klunker. For det var altså flunker, jeg tænkte på (jo, det var!).

Der er også de helt grelle eksempler, hvor jeg ikke når at tænke mig om. I ved, som om ordene bare flyver ud, uden hjernen når at filtrere dem. Et af mine pinligste eksempler blev udført i en brandert (sådan er det vist ofte) for mange år siden. Her festede vi lidt med et par unge fyre for udlandet, og snakken falder på, hvor de kommer fra. “Czech Republic,” svarer han. Mit kloge svar (der tydeligvis ikke kom i gennem filter-maskinen aka hjernen) var: “Oh, isn’t it the same as Turkey?”. Og så kørte samtalen ellers, hvor vi snakkede om hvert vores land. Den stakkels fyr har helt sikkert tænkt, jeg var tabt bag en vogn – hvilket jeg tilsyneladende var – men svarer en smule overbærende at det kan da godt være. Det gik først op for mig dagen efter, at mine engelsk-kundskaber ikke havde været helt til ug. Jeg kunne heller ikke forstå, han snakkede om skisport – det var slet ikke noget, jeg forbandt med Tyrkiet. Som jo viste sig at være Tjekkiet.

Jeg trøster mig dog med, jeg ikke er det eneste familiemedlem, der siger mærkelige ting. Min lillesøster sad forleden dag og spurgte min lillebror, om han ville have 10 kr. Han sidder og tøver lidt, og jeg bliver nødt til at spørge, hvad hun mener. “Ved du ikke, hvad kr betyder,” spørger hun. “Jo, det betyder kroner,” siger jeg. “Nej, kraftige røvspark,” bedyrer hun, og så var den ski’ ligesom slået.

Hvad har I fået sagt af skøre ting?