Lidt om at lide af road rage

Vi bilister kender det alle sammen. De lange køer, langsomme bilister og værst af alt de bilister der ikke ser sig for. Det kribler i mine fingre for at røre hornet. Bare et lille tryk. Eller et lille blink til idioten foran.

Efter at have været bilejer i et år, er jeg blev ramt af en aggressiv form for road rage. Jeg ville faktisk gerne have vist, at man sammen med et kørekort får udleveret en risiko for at blive ramt af den sygdom. Forstå mig ret, jeg er ikke typen, der stiger ud af bilen for at lange bilisten foran en flad. Jeg dytter heller ikke ofte, og jeg giver ikke det lange lys uden en ordentlig grund. Men jeg har lyst til det! I stedet hidser jeg mig op inde i bilen. Bander og sværger som en havnearbejder og løfter måske hånden en gang i mellem for at signalere til vedkommende foran, at jeg ikke er tilfreds med situationen. Det er som om, jeg har et alter ego, der kommer frem, når jeg stiger ind i min bil.

Det er faktisk trættende at lide af road rage. Det sker ugentligt, men med de 150 kilometer, jeg kører om dagen, er der også risiko for at støde på mange åndssvage bilister. Jeg bruger ret meget energi på at bande og være sur, for jeg forstår ikke, hvor svært det kan være at køre 80 km/t på landevejen (og ikke under), lade være med at lave hasarderede overhalinger og slukke det lange lys, når der kommer en modkørende. Jeg forstår det vitterligt ikke! Gad vide, om man kan få noget mod road rage?

Jeg satser stærkt på, det går over, når jeg starter i skole igen snart, og dermed ikke kommer til at køre i bil hver dag. Indtil da vil jeg forsøge at styre mit temperament, håbe på der er nogle, der har det på samme måde som mig og undskylde på forhånd, hvis jeg en dag kommer til at dytte af dig.